Hvad med os teknikignoranter?

Her er et af livets helt store spørgsmål: hvorfor skal alle former for maskiner være så avancerede, at os der ikke har en kandidatgrad i software eller teknologi ikke kan finde ud af at betjene dem? Nu har vi på arbejdet igen fået en ny kopimaskine. Vi er dermed oppe på alt i alt fire store kopimaskiner, hvilket er fint, da vi er mange om at bruge dem. Problemet er bare at de her kopimaskiner er så voldsomt avancerede, at man nærmest skal på et kursus hver gang vi får en ny, så man kan lære bare de helt basale funktioner. Jeg har fx sjældent brug for at gøre andet med dem end at bare kopiere helt almindelige sort/hvid A4 sider, og alligevel kan jeg ikke finde ud af det på nogle af vores kopimaskiner. En gang i mellem lykkes det mig da at få kopieret noget, men det er sjældent at der ikke opstår problemer, så jeg må have fat i en mere teknisk orienteret kollega. Er det ikke meningen at kopimaskiner skal gøre vores arbejde lettere? I så fald foreslår jeg at man opfinder nogle lidt enklere udgaver af kopimaskiner, evt. kun udstyret med en knap!